Søværnets Officersskole

VUT I/L 2006/2007

 

  

Totalforsvarets

maritime komponent

i Estland

 

HOVEDOPGAVE

Liivo Laanetu

kaptajnløjtnant

Estland

RESUME.. 2

INDLEDNING.. 3

REDEGØRELSE.. 6

Redegørelse for totalforsvarsprincippet siden 2001: 6

Forsvarsstrategi 2001-2005. 7

Forsvarsstrategi 2005-2010. 8

Redegørelse for søværnets organisation, struktur og opgaver: 9

Redegørelse for uddannelsen af officerer i søværnet: 11

Redegørelse for Hjemmeværnets organisation, struktur og opgaver: 11

Redegørelse for uddannelse i Hjemmeværnet 13

Redegørelse for Grænsevagtsvæsenets organisation, struktur og opgaver: 13

Redegørelse for uddannelsen af officerer i Grænsevagtsvæsenet: 15

Redegørelse for Søfarts- og farvandsvæsenets organisation, struktur og opgaver: 16

Redegørelse for uddannelsen af skibsofficerer i Søfarts- og farvandsvæsenet: 16

ANALYSE.. 17

Analyse af totalforsvarsprincippet siden 2001: 17

Delkonklusion om totalforsvarsprincippet: 19

Analyse af søværnets organisation, struktur og opgaver: 20

Delkonklusion om søværnets organisation, struktur og opgaver: 22

Analyse af uddannelsen af officerer i søværnet: 23

Delkonklusion om uddannelsen af officerer i søværnet: 24

Analyse af Hjemmeværnets organisation, struktur og opgaver: 24

Delkonklusion om Hjemmeværnets organisation, struktur og opgaver: 25

Analyse af uddannelsen af officerer i Hjemmeværnet: 26

Delkonklusion om uddannelsen af officerer i Hjemmeværnet: 26

Analyse af Grænsevagtsvæsenets organisation, struktur og opgaver: 26

Delkonklusion om Grænsevagtsvæsenets organisation, struktur og opgaver: 27

Analyse af uddannelsen af officerer i Grænsevagtsvæsenet: 27

Delkonklusion om uddannelse af officerer i Grænsevagtsvæsenet: 28

Analyse af Søfarts- og farvandsvæsenets organisation, struktur og opgaver: 28

Delkonklusion om Søfarts- og farvandsvæsenets opgaver: 29

Analyse af uddannelsen af skibsofficerer i Søfarts- og farvandsvæsenet: 29

Delkonklusion om uddannelsen af skibsofficerer i Søfarts- og farvandsvæsenet: 29

KONKLUSION.. 30

vurdering.. 31

PERSPEKTIVERING.. 31

BIBLIOGRAFI 32

RESUME

 Mange statslige flåder i et land skaber problemer, hvis der ikke er klare og utvetydige retningslinjer og en autoritær udpeget koordinator til stede.

Estlands statslige maritime aktører har overfladisk set hver for sig klar opgavefordeling – en krigsflåde, en kystvagtsflåde og en flåde til civile søfartsmæssige formål.

Udover deres grundroller skal de også kunne give sin andel til landets forsvar. Da de forskellige flåders fredstidlig arbejdsmæssig separation fra hinanden er til stede, så hvordan er forordnet deres fælles indsats i henhold til statens forsvar?

Det er grundlaget til problemet, der undersøges i denne opgave.

I opgaven undersøges der i forbindelse med det maritime miljø, hvad består statens forsvar egentlig af, hvad er de grundlæggende forsvarsprincipper og hvordan kan de forstås, er alle statslige aktører af betydning medtaget i statens forsvar, hvad består deres indre ressourcer af og hvilke opgaver har de fået til at udføre deres pligt på effektiv måde.

Opgaven bygges op på en måde, hvor der gives et kort overblik over landets maritime miljø, formuleres problem, der skal undersøges, derefter redegøres og analyseres for de forskellige faktorer af interesse. Til sidst kommer en samlet konklusion efterfulgt af en vurdering og perspektivering. Opgavesæt indeholder udover selve opgaven flere bilag.

 INDLEDNING

 Estlands samlede søgrænse består af grænsen i Østersøen på 863 km (466 sm), på Peipussøen 112,2 km (60,6 sm), på Narvafloden 75,4 km (40,2 sm) og er tilsammen 949,7 km (566 sm).[1] De indre vandveje defineres som følger[2]: søen Võrtsjärv, floden Emajõgi, floden Väike-Emajõgi fra Võrtsjärv til Pikasilla-broen, Peipussøen[3], Pihkvasøen[4], søen Lämmijärv[5], Narva vandreservoir og Narvafloden fra Peipussøen til Narva vandfaldet[6].

Estlands handelsflåde består (1.01.2007) i alt af 474 skibe med en samlet tonnage på 492.737 GT[7]. I passagerskibsbranchen spiller den estiske skibsfart (især efter det estiske rederi Tallink Group opkøbte i 2006 sin tidligere konkurrent – det finsk-svenske Silja Line) en betydelig rolle i Østersøregionen[8]. Som følge deraf udgør passagerskibe en væsentlig del af den samlede handelsflåde, jævnført skibsregisteret. Der findes kun ét maritimt uddannelsessted for hele landet – Søfartsakademiet – der uddanner maritime specialister til alle faglige niveauer. Man uddanner både skibsførere, maskinmestre, maritime logistikere, fiskerispecialister, specialister til kølesystemer, hydrografispecialister samt meteorologer.[9] Statens interesser til søs og på de indre vandveje bliver sikret gennem flere forskellige myndigheder, der er i følgende ministeriers ledelsesområder: Forsvarsministeriet (søværnet), Indenrigsministeriet (Grænsevagtsvæsenet), samt Økonomi- og kommunikationsministeriet (Søfarts- og farvandsvæsenet).

Estlands særpræg i forhold til nogle andre søfartsnationer, der har nogenlunde den samme eller lidt større befolkningsmæssig størrelse, vurderes at være dets mangfoldighed af statslige flåder. Staten har i alt tre ministerier, der i rammerne af deres respektive ledelsesområder skal stå for en effektiv sikring af dens interesser, og der er blevet observeret en tilgang af nye aktører, der kunne tænkes at have ambitioner om at blive medspillere blandt andre, for at vise statens flag til søs. I 1990-ne var der en offentlig debat, startet af Forsvarets daværende ledelse, om en mulig sammenlægning af søværnet, Grænsevagtsvæsenets flotille samt Søfarts- og farvandsvæsenet under en fælles ”statsflåde”. Et af daværende Forsvarschefs argumenter var en økonomisk årlig besparelse af statsudgifterne på 300 mio. estiske kroner (ca. 160 mio. Dkr.)[10]. Den fandt tilsyneladende kun ringe opbakning fra de civile eksperter i sammenlægningskommissionen, der understregede, at en fællesflåde kræver en stærk organisation og ledelse, og at det daværende søværn ikke blev vurderet til at være parat til at overtage kommandoen[11]. Planen blev heller ikke støttet af offentligheden. En af landets ledende aviser betegnede Forsvarets hjernekapacitet som værende omvendt proportionalt med dets ambitioner[12]. Statsflåden blev ikke til en realitet, men i løbet af det årti, der er gået siden sammenlægningssagen, vurderes det, at omstændigheder har forandret sig, og søværnet ikke længere er det svageste led blandt de mange statslige flåder. Det vurderes, at sammenlægningen heller ikke er tænkelig i en overskuelig fremtid, da den nytiltrådte regering i sin koalitionsaftale fastslog, at udviklingsretningslinjer for søværnet vil forblive uforandrede[13].

Uanset den politiske beslutning, om hvordan statens interesser til søs bliver sikret, har de maritime aktører stadigvæk forpligtelser overfor befolkningen og staten vedrørende statens sikkerhed og forsvar i det maritime miljø.

Efter 2004, hvor Estland blev medlem i både NATO og EU, har der været en offentlig debat om, hvorvidt man fortsat har behov for et selvstændigt Forsvar, der som udgangspunkt gennem almen værnepligt, totalforsvar og territorialforsvar skal kunne opretholde egen forsvarsevne, eller om man kan nøjes med kun at opretholde en forholdsvis lille kernestyrke bestående af professionelle soldater, der primært skal deltage i internationale operationer, for at synliggøre landets deltagelse i kollektivt forsvar i NATO-regi. Nøgleordet er den sikkerhedspolitiske vurdering. I den offentlige debat vurderer forholdsvis mange politikere og Forsvarsministeriet, at landets sikkerhed er beskyttet med NATO-paraply, mens de fleste i forsvarsstyrkerne har en anderledes holdning.

I rammerne af denne opgave beskrives Estlands maritime miljø og dets statslige aktørers forhold til statens forsvar. Da de fleste aktører er civile myndigheder, bliver deres indsats til statens forsvar ikke foretaget direkte gennem militært relaterede opgaver, men gennem opgaver af støttemæssige karakter for militære operationer.

Lovgivning vedrørende statens forsvar beskriver de forsvarsmæssige opgaver på en måde, der ikke er umiddelbart forståelige, det vil sige, at ikke alt kan forstås uden en fortolkning. For eksempel kan der ikke findes en umiddelbart klar sammenhæng mellem to forordninger, der lægger rammer til forsvarsstyrkernes virke indtil 2010 – Forsvarsforliget og Forsvarsstrategien. Derudover finder jeg, at de to nævnte dokumenters fortolkning af den grundlæggende forsvarsmæssige lovgivning er diskutabel. Det vedrører især fortolkningen og prioriteringen af grundprincipper for statens forsvar, herunder totalforsvarsprincip.

Den anden observation er, at statens maritime aktører i løbet af de sidste 2-3 år har fået nye opgaver eller retningslinjer vedrørende statens forsvar. Jeg vurderer i forvejen, at de forsvarsmæssige forordninger, der fastlægger retningslinjer især for de maritime aktører, ikke er utvetydige, og kan fortolkes forskelligt, alt afhængig af, hvilken myndighed man repræsenterer.

Den tredje observation er, at udover de førnævnte tre store statslige maritime aktører – søværnets, Grænsevagten og Søfarts- og farvandsvæsenet, der lovgivningsmæssigt har nogle opgaver vedrørende statens forsvar eller støtte til det, at der også findes nogle andre statslige myndigheder, som enten har eller kunne tænkes at have en rolle i det maritime miljø. Jeg vurderer, at det i rammerne af denne opgave ville være nødvendigt, at undersøge endnu en aktørs – Hjemmeværnets – rolle i det maritime civile og militære miljø. Udover de ovennævnte myndigheder har også Politivæsenet en båd[14] for at udføre sin myndighed i Pärnu havn og på red, og desuden findes der et statsejet lodsfirma, bestående af flere små både[15], men det har ikke været muligt at skaffe tilstrækkeligt kildematerialer, for at behandle dem i rammerne af denne opgave.

I rammerne af denne opgave vil jeg ikke gennemgå den sikkerhedspolitiske situation, eller hvordan den har påvirket udviklingen af statens forsvarspolitik. Angående statens forsvar koncentreres der primært imod totalforsvarsprincip og anden beskrivelse vedrørende forsvarsstyrker og forsvarsmæssige lovgivning betragtes at være nødvendigt for at give læseren et bedre overblik af de estiske forhold. Der gennemgås kun de statslige maritime aktører eller de andre, der er blevet observeret at kunne betragtes som maritime aktører, og primært deres forpligtelser og andre omstændigheder, der vedrører deres tænkelige indsats i statens totalforsvar. Materieldelen eller de personalemæssige forhold gennemgås ikke, undtagen uddannelse af officerer. Jeg gennemgår heller ikke deres reelle evne til at deltage i sømilitære operationer, hvor der kunne tænkes at bruges væbnet magt. Anvendte kilder er udelukkende offentlige tilgængelige.

Der de fleste kilder er på estisk og da det ikke har været muligt at oversætte dem alle, så har jeg valgt kun at oversætte nogle, som der vurderes at have væsentlige betydning i henhold til opgaven. Af samme årsag findes der i redegørelsen også visse generelle dele af beskrivende afsnit, hvis indhold ikke nødvendigvis bliver analyseret, men som alligevel findes at være uundværlige for forståelsen af de emner, der behandles i opgaven.

Opgavens problemformulering er følgende:

Hvem er de egentlige statslige aktører i totalforsvarets maritime komponent, og hvad består deres opgaver af i henhold til deltagelsen i totalforsvaret?

For at kunne løse det formulerede problem, skal følgende understøttende spørgsmål besvares:

 

• Hvad består Estlands totalforsvarsmodel, og især den maritime komponent egentlig af?
• Hvem er de egentlige aktører i totalforsvarets maritime komponent og hvad er deres deraf følgende opgaver?
• Hvordan støtter de maritime aktørs organisation, struktur, opgaver og uddannelse opnåelsen af de pålagte opgaver?

I opgaven gives et overblik over landets politiske struktur og opbygning af lovgivningen vedrørende statens forsvar, gøres rede for totalforsvarsprincippet på baggrund af lovgivningen og andre forordninger, der lægger grunden til det, gøres rede for de enkelte statslige maritime aktørers, eller for dem der vurderes til at kunne have ambitioner derom eller kunne betragtes være af interesse i henhold til opgave, organisation, struktur, opgaver og uddannelse. Derefter følger tilsvarende analyse og delkonklusioner. Opgaven afsluttes med en samlet konklusion, der bliver efterfulgt af en vurdering og perspektivering.

Opgaven består af følgende dele: resume, indledning, redegørelse, analyse, konklusion, vurdering, perspektivering, bibliografi samt flere bilag og et fodnoteregister for elektronisk brug. I fodnoteregisteret kan man finde alle de til pågældende noter tilførende henvisninger og materialer. Der er oprettet et notebibliotek for hver enkel fodnote. I biblioteket kan man finde netop de til noten medhørende oplysninger enten i form af gemte hjemmesider eller filer af andre formater. Hvis noten har en erfaringsmæssig eller forklarende karakter, så er tilsvarende notebibliotek tom.

REDEGØRELSE

Redegørelse for totalforsvarsprincippet siden 2001:

Efterfølgende gives der et overblik over for de lovgivningsmæssige rammer vedrørende statens forsvar, gøres rede for den primære opdeling af den samlede forsvarsmæssige lovgivning og andre forordninger, totalprincippet og især for dets anvendelse i forbindelse med det maritime miljø, samt for dets udvikling, på basis af Estlands forsvarsstrategier fra 2001 og 2005.

Republikken Estland er et parlamentarisk demokrati, hvor den højeste magt ligger hos befolkningen. Hvert fjerde år vælges parlamentet – Riigikogu, der består af 101 medlemmer, og som besidder den lovgivende magt[16]. Riigikogu ansætter Forsvarschefen Forsvarets øverstbefalende, deklarerer undtagelsestilstanden, krigstilstanden, mobilisationen og demobilisationen[17].

Estlands statsoverhoved er Præsidenten, der vælges enten af Riigikogu eller af valgmandsforsamlingen[18]. Indenfor rammerne af statens forsvar ansætter Præsidenten Forsvarets ledelse, udnævner officerer, foreslår til Riigikogu deklaration af krigstilstand, mobilisation, demobilisation og undtagelsestilstand, er den øverste leder af den Estiske stats forsvar[19] (Forsvarschef, chef for Forsvarsstaben, værnschefer og chef for Hjemmeværnet)[20], i tilfælde af aggression imod landet deklarerer krigstilstand og mobilisation, samt ansætter Forsvarets øverstbefalende, uden at vente Riigikogus tilsvarende vedtægt[21].

Den udøvende magt ligger hos regeringen, der ledes af premierministeren[22]. For styring af ledelsesområder (area of government) oprettes ministerier. Ministeren leder ministeriet, tilrettelægger spørgsmål vedrørende ledelsesområdet, udgiver forskrifter, vedtægter og regler, samt udfører andre opgaver, som er bestemt med lovgivningen[23].

I fredstiden leder Forsvaret og forsvarsorganisationer Forsvarschef, i krigstiden Forsvarets øverstbefalende[24].

Den forsvarsmæssige lovgivning fordeles statsforvaltningsretligt i to hovedområder – statens forsvar og intern sikkerhed og offentlig orden[25].

Ordning vedrørende statens forsvar er forordnet med Lov om statens forsvar i fredstiden (vedtaget 2002, senest ændret 2006)[26] og Lov om statens forsvar i krigstiden (1994, 2003). Forsvarets og forsvarsorganisationers ordning bliver forordnet med lov[27]. Udover de to ovennævnte love findes der andre supplerende love i det område: Hjemmeværnsloven (1999, 2005), Forsvarets disciplinærlov (1997, 2006), Lov om tjeneste i Forsvaret (2000, 2006), Lov om internationalt militært samarbejde (2003, 2006) og Lov om forsvarsmæssige forpligtelser (1995, 2005)[28].

På basis af Lov om statens forsvar i fredstiden har Forsvarsministeriet udarbejdet følgende forordninger: Sikkerhedspolitiske principper (2004), Forsvarsstrategi 2005-2010 (2005), Operativplan for forsvarshandlinger (2005). Det sidstnævnte blev vedtaget sammen med Forsvarsforliget og består af tre fortrolige dokumenter[29], og anvendes derfor ikke i denne opgave.

Derudover findes der Forsvarsforlig 2010 (2004). Forsvarsstrategi 2005-2010 afløste en tidligere strategi fra 2001.

Intern sikkerhed og offentlig orden er forordnet med følgende love: Lov om undtagelsestilstand (1996, 2002), Grænsevagtsloven (1994, 2006), Lov om nødstilstand (1996, 2002), Lov om beredskab for krisetilstand (2000, 2005), Politiloven (1990, 2006), Redningsloven (1994, 2006) og Statsgrænseloven (1994, 2006). I marts 2007 blev vedtaget Lov om tjeneste i Grænsevagtsvæsenet, som træder i kraft 1.07.2007.

Forsvaret indgår i Estlands forsvarsstruktur sammen med Hjemmeværnet og Indenrigsministeriets bevæbnede styrker, og deres fællesbetegnelse er forsvarsstyrker[30].

I fredstiden leder Forsvaret og forsvarsorganisationer Forsvarschef, i krigstiden Forsvarets øverstbefalende[31]. I undtagelsestilstand eller i krigstilstand kan man i hensyn til statens sikkerhed og bevarelse af den offentlige orden, begrænse enkeltpersoners rettigheder og frihed, samt pålægge dem forpligtelser[32].

Forsvarsstrategi 2001-2005

Da der ikke findes en engelsksproget udgave af strategien, redegøres der her kort for de væsentlige principper for pågældende strategi, herunder totalforsvarsprincip.

Før ikrafttrædelse af Lov om statens forsvar i fredstiden[33], som er en af basislove for statens forsvar, i 2002, var Estlands sikkerheds- og forsvarspolitik forordnet med to dokumenter: Sikkerhedspolitiske grundprincipper og Forsvarsstrategi, begge fra 2001. De nævnte dokumenter var i kraft indtil vedtagelsen af nye tilsvarende dokumenter i 2005.

Forsvarsstrategien 2001-2004 fastsætter, at Estlands forsvarspolitik skal[34]:

• Sikre statens evne for at tilbageviser sikkerhedsrisici med militære midler i nutidens sikkerhedsmiljø.
• Støtte Estlands mål med den Euro-atlantiske integration.
• Sikre beredskabet for internationalt militært samarbejde i rammerne af fredsbevarende operationer og fælles forsvar.
• Sikre deltagelse i krisereguleringssystemet.

Forsvarsstrategien fastsætter yderligere, at forsvarspolitikken udføres gennem følgende grundprincipper:

• Totalforsvarssystemet, der dækker hele samfundet, og som lægger grunden til tænkelig aggressors troværdige afskrækkelse i det nutidige sikkerhedsmiljø.
• Almen værnepligt.
• Territorialforsvarsprincippet.
• Opbygning af samarbejdsdygtige forsvarsstyrker og deres opretholdelse i påkrævet beredskab, herunder beredskab for et tænkeligt forsvar i samarbejde med NATO eller som medlem af NATO og for militære handlinger i forbindelse med udførelsen af fredsbevarende operationer.
• Deltagelse i internationalt bi- og multilateralt forsvarsmæssige samarbejde.

Jævnført Forsvarsstrategien 2001-2004 var totalforsvarskonception følgende[35]:

Grundlaget for Estlands forsvar er totalforsvar, som dækker hele samfundet, og som skal efter integrationen med internationale strukturer tillige støtte Euro-atlantiske rums fælles forsvar.

Totalforsvar er statens civile strukturers, lokale myndigheders, Forsvarets, Hjemmeværnets og hele befolkningens mentale, fysiske, økonomiske og andre potentialers konstant beredskab for at kunne bekæmpe bevæbnede kriser samt koordineret og samlet handling if. forebyggelse og bekæmpelse af trussel eller angreb, og overlevelse af nationen.

I forberedelsen og udførelsen af statens forsvar deltager alle ministerier og lokale myndigheder. I rammerne af statens forsvar udvikles fem principielle komponenter: militært forsvar, civilforsvar, økonomisk forsvar, psykologisk forsvar og civilt beredskab.

Strategien sætter også opgaver for forsvarsstyrkerne, herunder for alle tre værn, i fredstiden, i krise og i krigstiden[36].

Forsvarsstrategi 2005-2010

Forsvarsstrategien 2005-2010, udarbejdet af Forsvarsministeriet på basis af nye sikkerhedspolitiske grundprincipper fra 2004[37], og vedtaget af regeringen. Forsvarsstrategien behandler ikke emner, der vedrører den ikke militære del af statens forsvar[38]. Statens forsvarssystem består af ledelsen for tilrettelæggelse af statens forsvar, militære forsvarsstrukturer og civilstrukturer med opgaver, der vedrører statens forsvar. Forsvarsministeriet, Forsvaret og Hjemmeværnet er strukturer, der tilrettelægger statens militære forsvar[39].

Forsvarsstrategien beskriver formålet med statens forsvar, der er sammenfaldende med den, der står i Loven om statens forsvar i fredstiden, men tilføjer yderligere: Det formål er opnåelig ved at udføre nutidig sikkerheds- og forsvarspolitik, som tillige for formålet om Estlands som stats forsvar: støtter NATO allieredes sikkerhed som en del af det kollektive forsvarssystem, støtter internationale organisationer i kriseregulering og for sikring af den internationale fred og stabilitet, støtter stabiliseringen af den internationale sikkerhedssituation gennem deltagelse i internationalt militært samarbejde[40].

For at opnå formålet med landets forsvar, er der fastlagt følgende grundprincipper: sikkerhedens udelelighed (indivisibility of security), solidaritet og samarbejde (solidarity and co-operation), troværdig militær afskrækkelse (credible military deterrence), enighed af statens forsvar og totalforsvar (unity of national defence and total defence), kollektiv forsvar (collective defence activity), støtte til udvikling af EU’s militære evner i rammerne af Europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik og deltagelse i denne (support to developing the EU’s military capabilities in the framework of, and participation in, the European Security and Defence Policy) og civilkontrol (civil control) [41].

Da der findes en engelsksproget udgave af denne strategi, redegøres der ikke for totalforsvarsprincippet og derfor henvises der til strategien, som findes i notebiblioteket[42].

Redegørelse for søværnets organisation, struktur og opgaver:

Forsvarets struktur er blevet beskrevet med følgende regeringens forordninger: Forsvarets opbygning, Forsvarsstrategi 2005-2010 og Forsvarsforlig 2004-2010. Jævnført Forsvarets opbygning fordeles Forsvarets struktur efter følgende princip[43]:

• Forsvarets operative struktur, der planlægger og udfører militære operationer.
• Forsvarsregioner og specialforsvarsregioner, der udfører mobilisation og lokalforsvar.
• Forsvarets uddannelses- og administrative struktur, som sikrer Forsvarets beredskab for at kunne udføre militære operationer, samt yder støtte til Forsvarets virke.
• Stabe, som støtter chefens ledelsesfunktioner.

Samme dokument fastsætter, at Forsvaret består af tre værn: hæren, flyvevåbnet og søværnet[44], som ledes af værnschefer, der er i kommandovejen direkte under Forsvarschefen[45]. Ifølge dette dokument indeholder søværnets struktur en stab – Søværnsstaben, en operativ strukturenhed – Mineskibseskadre, samt en uddannelses- og administrativ enhed – Flådestation[46]. De to sidstnævnte er selvstændige myndigheder[47] (på estisk: väeosa, tilsvarende danske niveau III myndighed).

Forsvarsstrategien 2005-2010 fordeler Forsvaret mellem tre værn[48] og fordeler operativstrukturen mellem fire komponenter: land-, maritim, luft- og logistik-komponenter. Maritim komponent består af søværnets begge niveau III myndigheder[49].

Forsvarsforlig 2004-2010 fordeler Forsvaret tilsvarende mellem tre værn og operativstrukturen mellem fire ovennævnte komponenter[50], og tilsvarende består maritim komponent af begge søværnets niveau III myndigheder[51]. Yderligere fastlægges, at søværnets struktur forbliver stort set uændret i fredstiden, i krise og i krigstiden[52].

Søværnets organisation er illustreret i et bilag[53]. Mineskibseskadren, som er den egentlige flåde, består af divisioner: en mineskibsdivision, en støtteskibsdivision og en minedykkerdivision. Landbaseret støttestruktur består af staben og Mine Warfare Information Center. Flådestationen består af staben, Søværnets uddannelsescenter, flådestations servicetjeneste, logistikkompagni, infirmeri og kommunikationscenter.

 

Søværnets opgaver er forordnet med Forsvarsstrategien 2005-2010, der fordeler dem mellem følgende fire grundroller[54]:

• Kollektivt forsvar i NATO: elementær forsvarsevne, herunder selvforsvar og angreb;

modtage og støtte allierede tropper; udføre MCM operationer. Deltagelse i NATO operationer jf. artikel 5.

• Suverænitetshævdelse: assistance til at opbygge søovervågningsbilledet i fredstiden.
• Internationalt militært samarbejde: deltagelse i kriseregulerings- og fredsbevarende operationer, herunder humanitære operationer.
• Internationale operationer: deltagelse i PfP, udvikle baltiske militære og forsvarsmæssige samarbejde, fremme bi- og multilaterale forsvarsmæssige samarbejde.

Jævnført Forsvarsstrategien skal søværnet i den af strategien given tidsramme enten selvstændigt eller i samarbejde med NATO allierede[55]:

• Deltage i militære operationer udenfor Estland.
• Gennemføre forsvarsoperationer, herunder selvstændigt forsvar, Host Nation Support, udveksle efterretninger med NATO medlemmer.
• MCM operationer i Estlands territorialfarvande.

 Forsvarsforlig 2004-2010 giver søværnet følgende udviklingsmæssige opgaver i den af forliget given tidsramme [56]:

• Det primære formål er at have evnen til at i NATO ledede rapid reaction operationer.
• Prioriteter for udviklingen i perioden 2005-2010 er som følgende:

• Deltagelse i NATO ledede operationer.
• MCM operationer.
• Logistisk og ledelsesstøtte både i søs og i land.

• For at kunne løse de prioriterede opgaver, skal man:
• Holde en minejager i konstant beredskab til at kunne deltage i NATO operationer.
• If. denne opgave finder der sted en rotation mellem to minejagere.
• Udvikle minedykkerdivisionen, som skal kunne deltage i internationale operationer og løse opgaver derhjemme.
• Modernisere to minejagere og udskifte to minejagere.
• Holde kommando-støtteskibet i konstant beredskab for at kunne yde logistisk og ledelsesstøtte.
• Udvikle søværnets skibes kompetence i kommunikations- og ledelsesområder, samt sikre kommunikation med skibe, der deltager i NATO operationer.

Ifølge Grænseloven skal Forsvaret deltage i forsvaret af statsgrænsen indenfor rammerne af sin jurisdiktion[57].

Udover de ovennævnte love, findes der også andre offentlige kilder, der nævner søværnets opgaver. Blandt dem er de vigtigste Forsvarsministeriets og søværnets hjemmesider. På Forsvarsministeriets hjemmeside nævnes søværnets opgaver som følgende[58]: sikre gennem uddannelsen forsvarsviljen og forsvarsberedskabet, udføre søovervågning, deltage i Estlands kystforsvar, sikre alle enheders påkrævet beredskabsniveau, tilrettelægge fredstidlige maritime operationer, deltage i udviklingen af havne, der svarer til NATO og andre partners samarbejdsstandarder, deltage i øvelser og i operationer sammen med NATO og andre partnere, deltage i sørednings- og eftersøgningsarbejder.

Søværnet selv deklarerer sine opgaver på to forskellige måder:

Den estiske version: Forsvar af estiske farvande, udvikling af MCM kompetencen, sikre enhedernes samarbejds- og hurtige reaktionsevne sammen med NATO, for at deltage i NATO ledede operationer, deltagelse i internationale formationer og Baltic Naval Squadron, logistik og ledelsesstøtte fra både i søs og i land[59].

Den engelsk version: The Navy is responsible for protecting the territorial waters of the Republic of Estonia. In case of a crisis situation the Navy must be ready to defend sea approaches, harbour areas, sea lines of communication and to co-operate with coalition units[60].

Chefen for Søværnsstabens operative afdeling har yderligere tilføjet, at søværnets opgaver også er beskrevet i Forsvarschefens direktiver og chefen for søværnets bestemmelser[61].

Redegørelse for uddannelsen af officerer i søværnet:

Grunduddannelse af officerer har foregået siden 1994 i udlandet – Finland, Danmark, Sverige, Tyskland og USA. Videregående uddannelse af officerer foregår tilsvarende i udlandet. Dog har man besluttet at begynde uddanne selv søofficerer på Forsvarets Officersskole i Tartu fra 2008[62]. Det eneste dokument, der beskriver officersuddannelsen, er kvalifikationsbeskrivelse for officerer af det laveste funktionsniveau (dansk ækvivalent: VUT I/L) fra 2006[63].

I januar 2007 startede første Navy Junior Staff Course i Letland, som skal fremover være en regelmæssig uddannelse for søofficerer fra alle Baltiske lande. Baltic Defence College i Tartu uddanner allerede i forvejen officerer fra alle Baltiske lande til det senior stabsofficersniveau (War College) og til allerhøjeste (Joint Staff College) niveau[64].

Efteruddannelse af reservister finder ikke sted regelmæssigt. Reserveofficerer er blevet genindkaldt til efteruddannelse i 2001 og 2002[65].

Redegørelse for Hjemmeværnets organisation, struktur og opgaver:

Hjemmeværnet har været en del af Estlands forsvarsstruktur fra 1918-1920, 1925-1940 og det blev genoprettet i 1990 og betragtes som den retsmæssige arving af den tidligere organisation[66]. Hjemmeværnet er sammen med Forsvaret en del af forsvarsstyrker, der er i Forsvarsministeriets ledelsesområde[67]. Hjemmeværnet har ikke en særskilt operativ struktur; Hjemmeværnet kan uddanne tropper, der senere indgår i den operative struktur[68]. Det er en frivillig, militært organiseret organisation, som ejer våben og gennemfører militære øvelser[69].

Hjemmeværnet gør samarbejde med lokale myndigheder, Politiet, Grænsevagtsvæsenet, Beredskabsstyrelsen og med andre myndigheder. Ifølge Hjemmeværnsloven er Hjemmeværnets opgave at gennem fri vilje og initiativ forstærke befolkningens beredskab til at forsvare Estlands selvstændighed og grundlovmæssig orden. Nærmere opgaver fastsættes med mobilisationsplanen og andre bestemmelser[70]. Hjemmeværnet samarbejder sammen med lokale myndigheder, politiet, Grænsevagtsvæsenet, Beredskabsstyrelsen og med andre juridiske personer[71]. De enkelte hjemmeværnsfolk kan frivilligt samarbejde med Grænsevagtsvæsenet[72].

Forsvarsstrategien 2005-2010 fordelere Hjemmeværnet mellem militære og ikke-militære del[73]. Den militær del har som sin primære opgave at forberede enheder til Forsvarets operative struktur. Hjemmeværnet skal uddanne enheder for deltagelse i internationale operationer, fagspecialister og specialiserede enheder for opetationer både i Estland og internationale operationer, sikre gennemførelse af mobilisationen, sikre gennemførelse af Host Nation Support[74].

De eneste opgaver som Hjemmeværnets maritime komponent har haft og som man kunne finde, stammer fra 1936[75]:

• Anvende alle fartøjer, der ikke indgår i søværnets tal, men som ellers er egnede til statens forsvar, og som kunne tænkes at udgøre en støtte til flåden.
• Anvende til tjeneste af statens forsvar alle dygtige søfolk, der i deres daglige virke er i berøring med søfarten, men i fredstiden ikke er i søværnets tjeneste.
• Udvikle sømilitære færdigheder hos de søfolk, som ikke gør tjeneste i søværnet.

 Hjemmeværnet er opdelt efter territorialprincippet og består af femten selvstændige distrikter, som yderligere opdeles til lokaldistrikter og mindre underafdelinger (kompagnier)[76] og ledes af chefen for Hjemmeværnet[77]. Udover de nævnte distrikter har Hjemmeværnet tre specialorganisationer, som ikke har nogen militære opgaver: Kvindeligt Hjemmeværn (Naiskaitseliit) og to børneorganisationer – en for drenge (Noored Kotkad) og en for piger (Kodutütred). I denne opgave redegøres der kun for de strukturdeler, der kunne tænkes at have en relevans i forhold til totalforsvarets maritime komponent.

Marineflotillen (Tallinna maleva Meredivisjon) er en del af hjemmeværnsdistriktet Tallinn. Den har en chef af rang af kaptajnløjtnant af reserven, bestyrelse og medlemmer, men der er ingen materiel udover nogle medlemmers privatejede fartøjer til rådighed, der kunne bidrage til en aktiv deltagelse i det maritime miljø. Marineflotillens bidrag til søværnet har indtil videre bestået af midlertidig udlån af personel til forskellige støttefunktioner i land i forbindelse med internationale operationer og øvelser, som er blevet gennemført i Estland[78].

Indre vandvejes flotille (Tartu maleva Tamme malevkonna sisevete Emajõe divisjon) er en del af Tartu hjemmeværnsdistriktets Tamme lokaldistrikts underafdeling. Den har en chef af sergent af reserven[79]. Det kendes ikke med sikkerhed, hvilke er flotillens organisation, men der ikke er nogen vandfartøjer til rådighed.

Redegørelse for uddannelse i Hjemmeværnet

Hjemmeværnet har sin skole, der uddanner mellemledere af reserven. Reserveofficerer uddannes af Forsvarets Kampskole. De selvstændige strukturenheder i Hjemmeværnet gennemfører Hjemmeværnets basisuddannelse, samt enhedsuddannelse. En betydelig del af Marineflotillens personel har enten en videregående eller kortvarig søfartsuddannelse. Blandt Marineflotillens reserveofficerer findes der både tidligere reserveofficerer i den sovjetiske flåde, men også dem, der har en søfartsuddannelse, men har fået deres reservistuddannelse i hæren[80]. Der kendes ikke noget vedrørende Indre vandvejs personel eller deres uddannelse.

Redegørelse for Grænsevagtsvæsenets organisation, struktur og opgaver:

Grænsevagtsvæsenet er en selvstændig institution i Indenrigsministeriets ledelsesområde[81]. Det ledes af generaldirektøren, som har under sin kommando Grænsevagtsvæsenet (staben). Forskellige myndigheder inden for væsenet er lagt under stabens ledelse[82].

Grænsevagtsvæsenet indgår i Estlands forsvarsstruktur sammen med Forsvaret og Indenrigsministeriets bevæbnede styrker[83]. Jævnført Forsvarsforliget 2005-2010 indgår Grænsevagtsvæsenets bevæbnede styrker i det tidsrum, som forliget er gældende for, hverken i statens forsvarsstrukturs operative eller uddannelses- og administrative struktur[84].

Siden ikrafttrædelsen af Forsvarsforliget i 2004 har Grænsevagtsvæsenet været under en forandringsproces. Det har medført også en væsentlig ændring på dets maritime del. Den selvstændige maritime afdeling i Grænsevagtsvæsenets stab blev nedlagt i 2006.[85] I februar 2007 blev der vedtaget Lov om tjeneste i Grænsevagtsvæsenet[86], som blandt andet afskaffede kystvagten som den selvstændige maritime del af Grænsevagtsvæsenet. I stedet er alle tidligere kystvagts opgaver og skibe fordelt mellem forskellige grænsevagtsdistrikter uden en koordineret maritimt målrettet ledelsesstruktur. Den 1.07.2007 bliver den selvstændige maritime komponent af Grænsevagtsvæsenet – Kystvagtsflotille – nedlagt.[87] Efter den 1.07.2007 kommer den maritime komponent bestå af skibe, flådestation og søovervågningscenteret, alle underlagt grænsevagtsdistriktet Nord[88]. En del af distriktet er Centeret for operativ information og søovervågning. Afskaffelsen af den selvstændige maritime komponent startede i 2006, der blev lagt sammen med grænseafdelingen og oprettet en ny – grænsesikkerhedsafdeling, som koordinerer land-, sø- og luftkomponenter i forbindelse med væsenets opgaver[89].

 Grænsevagtsvæsenet er en selvstændig myndighed underlagt Indenrigsministeriet. Grænsevagtsvæsenets er en bevæbnet organisation, som har følgende opgaver[90]:

• Bevogte og forsvare statsgrænsen i land, i søs og på grænsevandveje.
• Forhindre tvunget ændring af statsgrænsen.
• Forhindre illegal overgang over statsgrænsen.
• Forhindre illegal transport af varer over statsgrænsen.
• Sikre grænseorden.
• Gennemføre grænsekontrol.
• Kontrollere udlændinges opholds legitimitet i Estland.

Jævnført Grænsevagtsloven er de maritimt relaterede opgaver eller forpligtelser følgende[91]:

• Samle, analysere og gemmer information om situationen på statsgrænsen.
• Deltage i redningsarbejdet, assistance til politiet, gennemførelse af retsorden i den økonomiske zone samt kontrol af søfarts- og fiskeriregler.
• Leder opdagelse og bekæmpelse af havforurening både i indre og ydre territorialfarvande, den økonomiske zone og på Peipussøen sammen med andre statslige institutioner og informerer omgående Miljøinspektionen og Beredskabsstyrelsen derom.
• Fører skibe, der har overskridt grænseorden, til havn[92].
• I tilfælde af havforurening anmode om assistance fra andre statslige institutioner.
• Grænsevagten har lov til at stoppe et fartøj, hvis det[93]:

• Ikke svarer til signaler.
• Beskæftiger sig med ulovligt fiskeri eller er i gang med en industriel eller anden handling.
• Overskrider regler vedrørende sejlads ind, tilstedeværelse i eller sejlads fra indre eller ydre territorialfarvande.
• Befinder sig i forbudt zone.
• Overskrider regler vedrørende fredelig passage af territorialfarvandet.

• I særlige tilfælde er det tilladt at anvende våben, hvis fartøjet ikke adlyder ordrer for at stoppe sejlads.
• Hvis et fartøj ikke har adlydt ordrer for at stoppe sejladsen, kan Grænsevagten følge fartøjet udenfor territorialgrænsen indtil territorialgrænsen af andre lande, hvis det startede i territorialfarvandet og blev ikke afbrudt der.
• Ved sikring af retsorden i den økonomiske zone kan Grænsevagten stoppe et fartøj eller følge dette indtil territorialfarvandet, hvis fartøjet ikke stopper sin sejlads.
• Grænsevagten må ikke stoppe et krigsskib.

 

Forsvarsaftale 2010 nævner, at Grænsevagtens militært organiserede styrker ikke indgår i forsvarsstyrkernes hverken operative eller uddannelses- og administrative struktur frem til 2010[94].

Jævnført ”Retningslinjer for Grænsevagtens udvikling til 2007 (2008)”[95] har Grænsevagtsvæsenet i forbindelse med statens forsvar ingen opgaver. Siden 2005 uddanner man ikke længere værnepligtige. Opgaver, der støtter statens militært forsvar er beredskab til og gennemførelse af rednings- og søgningsoperationer for Forsvaret, assistance i forbindelse med Host Nation Support (HNS) og at samle og videregive søovervågningsbilledet til støtte for Forsvarets opgaver. For at opretholde Grænse-vagtsvæsenets evne til at udføre sine opgaver i krise- og krigstilstand, indgår grænsevagtens personel ikke i Forsvarets samlede reserve.

 Jævnført Estlands HNS Konception fra 2003[96], har Grænsevagtsvæsenet følgende opgaver, der har relevans i forhold til det maritime miljø:

• Støtter beskyttelsen af væsentlige infrastruktur og forbindelseslinjer.
• Støtter overgangen over statsgrænsen af venlige styrker.
• Støtter sikkerheden i landgangssteder.
• Leder bekæmpelse af nødstilfælde (herunder søredning og eftersøgning, miljøbekæmpelse).

Redegørelse for uddannelsen af officerer i Grænsevagtsvæsenet:

Indtil vedtagelsen af Lov om tjeneste i Grænsevagtsvæsenet var alle grænsevagtsofficerer formelt ansat i Forsvaret og skulle som følge deraf følge de militære bestemmelser på blandt andet ansættelsesmæssige område. Ifølge den nye lov er officerer ikke længere ansat i Forsvaret og tillige har man afskaffet den militære gradssystem i Grænsevagtsvæsenet og indførte i stedet et nyt – grænsevagts-gradssystem, der er baseret på hærens gradsbetegnelser. F.eks. kaldes en kaptajn eller kaptajnløjtnant nu en grænsevagtskaptajn, uanset pågældendes tjenesteområde.

Før nedlæggelsen af den selvstændige maritime komponent skulle alle officerer de grunduddannelses- og efteruddannelsesmæssige krav, der stilles til øvrige civile søfolk. Man har aldrig gennemført regelmæssig sømilitært uddannelse i Grænsevagtsvæsenet[97].

Grænsevagtsofficerens kvalifikationsbeskrivelse[98], som er fælles for alle officerer i væsenet, kræver ikke nogen kendskab på det sømilitære område. Af den maritime uddannelse kræves der et førerbevis for småskibe (fælles skipper-maskinpasserbevis).

I nuværende moment vurderer Grænsevagtsvæsenet, at de ikke har tilstrækkeligt officerer med en tilstrækkelig søfartsmæssig baggrund eller tilsvarende uddannelse, samt nævnes det, at de nuværende søfolks forholdsvis høj ælder og mangel på yngre tilkomne kunne blive i fremtiden et problem for at kunne løse de pålagte opgaver[99].

 Redegørelse for Søfarts- og farvandsvæsenets organisation, struktur og opgaver:

Søfarts- og farvandsvæsenet er selvstændigt institution i Økonomi- og kommunikationsministeriet, som ledes af generaldirektøren[100]. Væsenet består af forskellige afdelinger, tjenester og flåden. Flåden består af forskellige skibstyper til forskellige formål[101]. Vessel Traffic Service har sit selvstændig overvågningssystem, som er placeret i Tallinn.

Søfarts- og farvandsvæsenets overordnede formål er at sikre sikker navigation i de estiske territoriale og indre farvande, samt foretage flagstatens virksomhed, Port State Control og Vessel Traffic Service virksomhed. Der anvendes IMO 9001:2 000 Quality Management System til ledelse af organisationen[102].

Søfarts- og farvandsvæsenet udsteder også uddannelses- og andre beviser til søfarende, fører Småskibsregisteret, undersøger ulykker og havarier i søs, etablerer og vedligeholder systemer og anlæg til hjælp for navigationen, foretager søopmåling, udarbejder både elektroniske og papirsøkort, samt udgiver nautiske publikationer. [103]

I den allerførste væsenets grundbestemmelse var der beskrevet visse militært relaterede opgaver, men i de senere udgaver af samme bestemmelse har man afskaffet disse[104].

Ifølge Estlands HNS Konception fra 2003[105], har Økonomi- og kommunikationsministeriet følgende opgaver, der har relevans i forhold til det maritime miljø:

• Samler information til den samlede HNS database (herunder havner).
• Koordinerer benyttelse af transportlinjer og terminaler.

Af Søfarts- og farvandsvæsenets egne bestemmelser fremgår det, at Vessel Traffic Service skal deltage i civil-militært samarbejde[106] og sikre et samarbejde mellem civil-militært skibstrafik service samt samarbejde med henblik på støttesystemer og teknisk støtte til kontrol af farvande[107].

Redegørelse for uddannelsen af skibsofficerer i Søfarts- og farvandsvæsenet:

For skibsofficerer gælder de generelle uddannelsesmæssige krav, der er beskrevet i kvalifikationsbeskrivelser for skibsførere og maskinmestre[108]. Der findes ikke nogen krav om generel militær eller specifik sømilitær uddannelse for de ansatte i væsenet.

ANALYSE

Analyse af totalforsvarsprincippet siden 2001:

I efterfølgende analyseres der for de to forsvarsstrategier, totalforsvarsprincippet, samt totalforsvarsprincippet maritime komponent. Der vurderes, at Forsvarsstrategi 2001-2004 var udarbejdet på basis af daværende sikkerhedspolitiske grundprincipper fra 2001, og behandlede perioden, der Estland var på vej imod NATO og EU-medlemskabet. Estland opnåede medlemskabet i begge organisationer, og der vurderes, at det har været den direkte årsag til, at man udarbejdede nye sikkerhedspolitiske grundprincipper i 2004, der har medført en anderledes risikovurdering end der har været tidligere.

Der vurderes, at Forsvarsstrategi 2001-2004 har været grundlaget for de forsvarsmæssige grundprincipper, som der forordnes med den senere vedtagne Lov om statens forsvar i fredstiden, som jævnført Grundloven er en af to lovmæssige grundestene i statens forsvar.

Der vurderes, at Forsvarsstrategi 2001-2004 adskiller sig af den nuværende strategi på flere forskellige måder:

• Den politiske sikkerhedsvurdering, der lægger grunden til forsvarsprincipper, er anderledes. Strategien fra 2001 fastlægger, at statens forsvar bygger på to hjørnesten – totalforsvar og internationalt militært samarbejde. Det vurderes at være sammenfaldende med det formål for statens forsvar, som den et år senere vedtaget Lov om statens forsvar i fredstiden også forordner.
• Den nuværende strategi vurderes til at bygge Estlands forsvarsevne primært på medlemskabet i betydningsfylde internationale organisationer, herunder NATO. Denne iagttagelse bekræftes også af forsvarsminister M. Hansons udtalelser foran Riigikogus forsvarsudvalg i 2004, hvor han understregede, at Estlands forsvar bliver jævnført den nuværende strategi opbygges på landets medlemskab i NATO og landets militært forsvar sikres i samarbejde med allierede styrker[109].
• De sikkerhedspolitiske mål i strategierne er forskellige, og det vurderes at være primært begrundet med Estlands medlemskab i NATO og EU.
• Ud fra forrige punktum vurderes der, at det kunne tænkes har medført også en anderledes vurdering af statens forsvars grundprincipper. De grundprincipper vurderes til at være væsentlig anderledes. Hvis strategien fra 2001 fastlægger det tydeligt, at statens forsvar bygges på totalforsvarsprincippet, som der vurderes at være det primære princip for opbyggelsen af forsvarsmodellen, så strategien fra 2005 nævner totalforsvarsprincippet som ét princip blandt nogle andre principper.
• Forsvarsstrategien 2001-2004 vurderes at give klare rammer for, hvordan de forsvarspolitiske grundprincipper skal udføres. Der gives både klare opgaver for forsvarsstyrkerne generelt (Forsvaret, Hjemmeværnet, Grænsevagtsvæsenet), men også for de enkelte værn, herunder hvilke opgaver og andre forpligtelser hver enkelt myndighed har under forskellige former af beredskabet (fred, krise, krig). Dette vurderes ikke at være tilfældet med Forsvarsstrategien 2005-2010, der kun giver nogle mere generelle rammer for forsvarsstyrkerne, og går ikke ned på en detaljeringsniveau, der pålægger enkelte og konkrete opgaver til de forskellige styrker. Emnet angående opgaver behandles videre under analysen af søværnet og Hjemmeværnet.
• Forsvarsstrategien 2001-2004 omfatter alle statslige aktører, såsom forsvarsstyrker, ministerier og lokale myndigheder, og pålægger alle nogen klare retningslinjer, hvad de skal følge under forberedelsen til staten forsvar. Til modsætning behandler Forsvarsstrategien 2005-2010 kun den militære del af statens forsvar, det vil sige forsvarsstyrker. Øvrige ministerier end Forsvarsministeriet får ingen retningslinjer, hvordan de skal forordne støtte til statens forsvar i deres ledelsesområder.

Der vurderes, at der kan opstå en tvivl om, hvorvidt følger Forsvarsstrategi den ”ånd”, der er forordnet med Lov om statens forsvar i fredstiden, og som hedder formål med statens forsvar[110]. Det vurderes, at formålet med statens forsvar har jævnført Loven om statens forsvar i fredstiden to utvetydige hjørnesten, hvordan formålet opnås – totalforsvar og internationalt militært samarbejde.

Der er blevet observeret to grundlæggende modstridende forhold mellem Lov om statens sikkerhed og Forsvarsstrategien 2005-2010, der er udarbejdet på basis af samme lov.

For det første:

• Forsvarsstrategien 2005-2010 beskriver formålet med statens forsvar, ligesom det står i loven, men nævner ikke de to hjørnesten, som der findes i loven. I stedet for har regeringen oprettet en ny klausul, der fastgør, at formålet er opnåelig ved at udføre nutidig sikkerheds- og forsvarspolitik, som støtter yderlige på NATO-samarbejdet.
• Der vurderes, at denne af regeringen tilføjede klausul vedrørende opnåelse af formålet med statens forsvar, kunne tænkes at være i modstrid med Loven om statens forsvar i fredstiden. Dog kan det forklares med argumentet, at strategien kun er et tidsbegrænset dokument, der skal være gældende for fem år, og den kan ændres, hvis der skulle opstå en væsentlig ændring i omverden. Der vurderes, at da strategien er et grunddokument, så må det være gennemgået en juridisk analyse før vedtagelsen, og derfor vurderes tilføjelsen af klausulen værende i overensstemmelse med de retslige krav.

For det andet:

• Som det er blevet allerede nævnt i den forrige analyse, forordner Loven om statens forsvar i krigstiden to hjørnesten til opnåelse af formålet med statens forsvar. Det vurderes ud fra Forsvarsstrategien, at den nævner totalforsvarsprincippet ikke som en hjørnesten, men som et princip blandt mange andre. Derfor vurderes der, at her kan man sætte et spørgsmålstegn om, hvorvidt sådan en fortolkning af loven er i overensstemmelse med loven selv. Der vurderes, at selvom strategien beskriver totalforsvarsprincippet som sådan, er totalforsvar ikke det område af statens forsvar, der strategien lægger vægt på. Som det er blevet allerede analyseret for i forvejen, lægges statens forsvars primære vægt på samarbejdet med NATO, og det vurderes yderligere, at det er primært artikel 5 i Atlanterpagten vedrørende kollektiv forsvar, som forsvarsstrategi og derigennem hele landets primære forsvar er bygget på. Der vurderes, at jævnført nuværende forsvarsstrategi skal Estlands forsvarsstyrker lægge hovedvægten på deltagelsen i internationale militære og fredsbevarende operationer og kun i et begrænset omfang deltage i totalforsvaret.

Det er ikke lykkedes at finde nogle nærmere beskrivelser angående totalforsvarets maritime komponents principielle opbygning ud fra Forsvarsstrategien 2005-2010, fordi den kun giver rammer for den militære del af statens forsvar. Den eneste kilde, der giver rammer for den maritime komponent, er Forsvarsstrategi 2001-2004, men den er ikke længere i kraft.

Derfor tages der som udgangspunkt fra Forsvarsstrategien 2001-2010 og Lov om statens forsvar i fredstiden, der nævner alle deltagere i den civile del af totalforsvaret.

Opgaver vedrørende totalforsvarets maritime komponent er blevet fordelt mellem forskellige ministerier med flere forskellige love. Som udgangspunkt, bliver der taget højde for alle statslige myndigheder, der er enten deltagere i det estiske maritime miljø med sine flåder og/eller landbaserede institutioner, eller som har en struktur, der kunne tænkes at have en betydning i henhold til denne opgave. Jævnført Lov om statens forsvar i fredstiden har følgende ministerier i deres ledelsesområde statslige myndigheder, der vurderes til at kunne blive betragtet som værende part i totalforsvarets maritime komponent: Forsvarsministeriet, Indenrigsministeriet, samt Økonomi- og kommunikationsministeriet[111]. For visse maritime myndigheder, som søværnet, Grænsevagtsvæsenet og Søfarts- og farvandsvæsenet, giver den forsvarsmæssige lovgivning pligten til at deltage i den maritime komponent. Totalforsvarsprincippet fastsætter anvendelse af statens og befolkningens alle potentialer. Det vurderes, at de ovennævnte ministerier har i deres ledelsesområder udover beskrevne myndigheder nogle andre strukturenheder, som kunne tænkes at have interesse for deltagelse i totalforsvaret, men som enten ikke er blevet omfattet i den forsvarsmæssige lovgivning eller lovgivningen ikke har givet klare ordninger derom.

Delkonklusion om totalforsvarsprincippet:

Der konkluderes, at definitionen af totalforsvarsprincippet har været uændret siden 2001, men der findes forskellige fortolkningsmuligheder, hvordan man har fra regeringens side betragtet totalforsvaret som en del af statens forsvar.

Der konkluderes, at totalforsvarsprincip har jævnført den i kraftværende Forsvarsstrategi en ikke klar rolle i statens forsvar. Der findes ikke nogen klare retningslinjer, som der har været i den forrige strategi, hvilke opgaver har de forskellige aktører i totalforsvarets maritime komponent, samt hvem er de forskellige aktører.

Der konkluderes, at der ikke findes en model, der beskriver totalforsvarets maritime komponent. Dog kan tilværelsen af sådan en model ikke udelukkes, men under forudsætning, af sådan en findes alligevel, så kan det med rimelig sikkerhed konkluderes, at den ikke er tilgængelig for offentligheden.

Som der er blevet analyseret for, konkluderes der, at det er nødvendigt i den senere opgave at gøre rede for og analysere følgende myndigheders og strukturenheders roller og virke: søværnet, Hjemmeværnet, Grænsevagtsvæsenet, samt Søfarts- og farvandsvæsenet.

Analyse af søværnets organisation, struktur og opgaver:

Efterfølgende analyseres søværnets organisation, struktur og opgaver, som der er blevet pålagt med Forsvarsstrategien 2005-2010 og Forsvarsforliget 2004-2010, samt for søværnets rolle i totalforsvarets maritime komponent.

Som nævnt ovenfor, er søværnets primære opgaver fastsæt med Forsvarsstrategien 2005-2010 og Forsvarsforliget 2004-2010. Begge dokumenter beskriver Forsvarets, herunder søværnets opgaver og udviklingsprioriteter frem til 2010.

 Grundloven fastsætter, at rammerne til statens forsvar lægges af Loven om statens forsvar i fredstiden og Loven om statens forsvar i krigstiden. Ingen af disse love nævner Forsvarsforliget som et dokument af planlægningsmæssige eller andet karakter. Forsvarsforliget nævnes slet ikke i de love. Det fremgår heller ikke tydeligt af dokumenterne selv, hvordan de to dokumenter skal fortolkes i forhold til hinanden.

Både Forsvarsforliget og Forsvarsstrategien deklarerer, at de giver rammer for forsvarsstyrkers den del, som er i Forsvarsministeriets ledelsesområde – Forsvaret og Hjemmeværnet. Den eneste henvisning, som jeg kunne finde, og som forklarer, hvordan de to skal fortolkes i forhold til hinanden er Forsvarsstrategi, hvor der nævnes, at de økonomiske rammer for Forsvaret indenfor tidsrummet 2005-2010 bliver fastsat med Forsvarsforliget[112]. Det vurderes, at det virker forvirrende, hvis man vedtager først et Forsvarsforlig, der giver både udviklingsopgaver og de økonomiske rammer og midler for udviklingen, og så bliver der udgivet en Forsvarsstrategi, der dækker det samme tidsrum, men giver så de ydre rammer for udviklingen. Det kunne fortolkes ud fra den beskrevne situation, at de indre rammer ville være de forskellige komponenters udviklingsopgaver, der bliver støttet af økonomien, og de ydre rammer er selve forsvarsstrategien, der fastsætter principper, hvori opgaverne skal udvikles. Der vurderes, at man kunne have vedtaget de to dokumenter i omvendt rækkefølge, således at de strategiske rammer kunne udfyldes med indholdet, der består af de forskellige komponenters opgaver, og det vurderes yderligere, derigennem kunne der tænkes at have været en mindre sandsynlighed for, at dokumenterne kommer til at overlappe hinanden på de ene og modsige hinanden på de andre områder.

 Forsvarsforliget, som er et tidligere vedtaget dokument end Forsvarsstrategien, fastlægger de økonomiske rammer for udviklingen frem til 2010 og indeholder ikke alle de til søværnet relaterede opgaver, som nævnes i det senere vedtagne dokument (suverænitetshævdelse og assistance til at samling af søovervågningsbilledet). Et eksempel på, der kunne tænkes tydeligt påpeger de to dokumenters grundlæggende stridighed er, at Forsvarsforliget fastsætter rammer for udviklingen af alle forsvarsstyrker i Forsvarsministeriets ledelsesområde – Forsvaret og Hjemmeværnet – og giver dem opgaver indenfor den gældende tidsramme.

 Det vurderes, blandt de af Forsvarsforliget til Forsvaret forordnede10 udviklingsprioriteter har en utvetydige relevans i forhold til søværnet kun udførelse af MCM operationer, som nævnes som den sidste i prioriteringsrækkefølgen. Derfor vurderes det, at den maritime komponent betragtes ikke værende blandt de vigtigste udviklingsområder indenfor statens forsvar. Der vurderes, at Forsvarsaftalen primært er rettet imod søværnets deltagelse i NATO ledede militære operationer i udlandet og udviklingen af MCM kapaciteten. Derfor vurderes det, at man ikke kan med sikkerhed fastsætte utvetydige søværnets opgaver eller udviklingsopgaver på basis af de to dokumenter.

 Jævnført Forsvarsstrategien 2005-2010 er en af søværnets opgaver suverænitetshævdelse. Den opgave uddybes yderligere – yde assistance til at samle søovervågningsbilledet i fredstiden. Jævnført Søværnsstaben er søovervågning ikke blandt søværnets nuværende opgaver[113]. Forsvarsforliget nævner ikke, at søværnet skal i tidsrammen fra 2004 til 2010 udvikle sin kompetence til at kunne deltage i søovervågningen. Det er et godt eksempel for, hvordan Forsvarsforlig og Forsvarsforlig, der overlapper hinanden tids- men ikke opgavemæssigt, giver grund til direkte misforståelser.

Forsvarsstrategi 2001-2005 nævner, at søværnet skal i krigstiden lede søovervågningen, men den nuværende strategi forklarer intet angående dette område. Det vurderes, at det er uklart, hvem skal overtage ledelsen over søovervågningsbilledet i krigstiden.

 Søværnets opgave vedrørende udførelse af MCM operationer vurderes til at være hovedopgaven. Vurderingen bygger på kendsgerningen, at søværnets organisation, materiel og uddannelse er allerede i fredstiden begrænset til deltagelse i MCM.

 Søværnets jurisdiktion i forbindelse med forsvaret af statsgrænsen nævnes ikke i Forsvarsstrategien, men det vurderes til at være dækket under kollektivt forsvar nævnte elementære forsvar, hvor man skal være klar til angreb. Det vurderes, at findes en grundlæggende modsigelse mellem Forsvarets opbygning og Forsvarsstrategi 2005-2010/ Forsvarsforlig 2004-2010. Førstnævnte dokument fordeler søværnets niveau III myndigheder mellem den operative og den uddannelses- og administrative komponent, men jævnført de to sidstnævnte dokumenter indgår begge søværnets niveau III myndigheder i den operative struktur. Ifølge deres definitioner har begge strukturer forskellige formål og opgaver.

 Problemet opstår med Flådestationen, som jævnført Forsvarets opbygning er en del af den uddannelses- og administrative struktur. Der vurderes, at Flådestationens struktur indeholder elementer fra begge strukturer – Søværnets uddannelsescenter beskæftiger sig med uddannelsen, imens andre tjenester yder den logistiske støtte til begge søværnets niveau III myndigheder. Der vurderes, at søværnets nuværende struktur er blevet opbygget efter de principper, der fastsættes med Forsvarets opbygning. Der kan ikke udelukkes, at Forsvarsstrategien fordeler Flådestationen i den operative struktur derfor, at man har besluttet ikke gennemføre uddannelsen, mens man skal udføre militære operationer, men det vurderes, at Forsvarsforligets fordeling er ikke så beregnelig. Det er jo Forsvarsforliget, der giver retningslinjer for udviklingen af hele Forsvaret. Derfor kan det tænkes, at jævnført Forsvarsforliget har man enten glemt eller undervurderet den sømilitære uddannelses rolle. Dog vurderes der, at det ikke forklarer Forsvarsforligets klausul, at søværnets struktur er stort set uændret uanset om der er fred, krise eller krig.

Der vurderes, at det er ikke muligt komme med en forklaring, hvorfor findes der en uoverensstemmelse mellem de nævnte dokumenter angående Flådestationens placering i forsvarsstrukturen.

 Som der blev redegjort for, står søværnets opgaver beskrevet på forskellige måder på henholdsvis Forsvarsministeriets og søværnets respektive hjemmesider. Som et yderligere kuriosum, vil jeg tilføje, at søværnets opgaver, der står på Forsvarsministeriets hjemmeside, stammer fra Forsvarsstrategien 2001-2004 og opgaver på søværnets egen hjemmeside, stammer fra Forsvarsforliget 2004-2010. Der vurderes, at selvom hjemmesider ikke kan betragtes værende som primære kilder for afhentning eller henvisning til opgaver, har de alligevel en vigtig betydning i forbindelse med informationens udspredning blandt befolkningen. Der vurderes, at der findes ikke ret mange borgere, der kommer til tanke om at betvivle på den information, der står på en statslig myndigheds officielle hjemmeside. For at understrege yderligere, hvor vigtig rolle spiller de offentlige elektroniske medier i det estiske samfunds hverdag, vil jeg give et eksempel om, at ifølge World Economy Forums rapport vedrørende globale informationsteknologi fra marts 2007, er Estland ikke kun blandt verdens førende, men den førende stat på tre IT-områder, heriblandt tilgængelighed af online-service[114] og den statslige sektor er generelt blandt verdens førende angående netværksbaseret offentlige forvaltning[115]. Derfor vurderes der yderligere, i lyset af den almene store tiltro til de elektroniske medier generelt hos landets befolkning, at sådan en uoverensstemmelse mellem to statslige myndigheders officielle informationer kan være medvirkende til, at man kan kunne tænke, at betragte den som en slags udspredning af misinformation for befolkningen. Da befolkningen er den grundlæggende faktor i statens totalforsvar, så kan det kunne tænkes, at den menige borger for ikke den reelle information om, hvad forsvaret står for. Og som om det ikke var nok til at misinformere landets egen befolkning, så findes der også uoverensstemmelser angående opgaver på søværnets hjemmesides estiske og engelske versioner. Der vurderes, at den situation kan betragtes værende ikke tilfredsstillende, fordi man videregiver der igennem to forskellige slags information – en til den eksterne og anden til den interne omverden. Derfor vurderes de ovenpå gennemgåede uoverensstemmelser værende beklagelige, og burde rettes snarest muligt.

 Der vurderes, at som udgangspunkt for beskrivelsen af søværnets opgaver, skal man rette sig efter de opgaver, der er beskrevet i Forsvarsforliget. Denne vurdering er blevet truffet primært på grund af en tilsvarende anerkendelse fra chefen for Søværnsstabens operative afdeling (N3). Chefen for N3 udtalte yderligere, at der er en uklarhed angående søværnets opgaver[116]. Der vurderes yderligere, at søværnet ikke har nogen klare retningslinjer for sin rolle i totalforsvaret, som det var før ikrafttrædelse af Forsvarsforlig 2004-2010 og nuværende Forsvarsstrategi.

 Der vurderes, at de problemer, der opstod i analysen angående søværnets rolle i totalforsvarets maritime komponent, samt nærmere retningslinjer for fortolkning af sine opgaver, ikke kan udelukkes at have et svar i Operativplanen, som er fortrolig, og derfor ikke anvendelig i denne opgave.

Delkonklusion om søværnets organisation, struktur og opgaver:

Der konkluderes, at der ikke findes en utvetydig sammenhæng mellem Forsvarsforlig 2005-2010 og Forsvarsstrategi 2005-2010, vedrørende søværnets opgaver og udviklingsprioriteter/opgaver. Det konkluderes yderligere, at det fremgår ikke tydeligt, hvad består alle søværnets egentlige opgaver af, hvordan kan de betragtes i forhold til totalforsvarsprincippet og hvordan støtter de til den samlede opnåelse af formålet med statens forsvar.

Der konkluderes, at som udgangspunkt i denne opgave, skal der rettes efter de opgaver, der er beskrevet i Forsvarsforliget, selvom der ikke kan tydeligt skelnes imellem faste opgaver og opgaver med midlertidig og udviklingsmæssige karakter.

Der konkluderes, at Flådestationens placering i Forsvarets operative struktur er tvivlsom. En myndighed, som skal både gennemføre uddannelsen og sikre den logistiske støtte til værnets øvrige enheder, må have nogen mere klare og utvetydige mål med sin tilværelse.

Der konkluderes, at søværnets organisation og struktur er generelt egnet til at kunne løse de opgaver, der er forordnet med Forsvarsforliget 2005-2010, dog med den undtagelse, at man kan ikke med sikkerhed udtale sig om søværnets rolle i totalforsvarets maritime komponent.

Der konkluderes, at de forskellige informationer om søværnets opgaver i de offentlige elektroniske medier er beklagelige, og burde rettes snarest muligt.

Der konkluderes, at selvom svar til visse ikke utvetydigt klare problemer, der blev beskrevet i analysen, kan have et svar i Operativplanen, kan det medvirke til, at på grund af manglende tilgængelighed af de egentlige opgavers forstand, lægger grunden til en fejlfortolkning af opgaver blandt alle aktører i totalforsvarets maritime komponent. Derfor vurderes der, at hvis der skulle findes i Operativplanen nogle nærmere retningslinjer for søværnets virke, der forklarer de opståede spørgsmål i denne opgave, så burde man overveje at genvurdere informationens følsomhed i overensstemmelse med lovgivningen om statshemmeligheder og måske informere offentligheden om totalforsvarets principielle opbygning, som det var tilfældet med Forsvarsstrategien 2001-2005.

Analyse af uddannelsen af officerer i søværnet:

Det vurderes, at søværnets officersuddannelser, der planlægges gennemført uden hjælp af de i redegørelsen nævnte donorlande, er endelig begyndt at tage en konkret form og man kan dermed blive uafhængig af andre lande og kan have en grundlæggende forudsætning for at give sine officerer netop den uddannelse, der er i sammenhæng med de øvrige landets egne interne militære uddannelser og ikke mindst, overensstemmelse med de krav, der er stillet generelt af lovgivningen angående uddannelsernes civil kompetence. Erfaringen har vist, at de nuværende officerer med forskellige uddannelsesmæssige baggrund fra forskellige lande kan have det svært at arbejde sammen og bruger forskellige metoder til at foretage sine daglige tjenstlige opgaver. Fra erfaringen kan man også sige, at officerers forskellige uddannelsesmæssige viden, erfaringer, opdragelse, holdninger og ikke mindst forskellige ledelsesmæssige og pædagogiske ”rødder”, der alle sammen er blevet indlært i de forskellige donorlandes uddannelsessteder, har været med til at påvirke, at man i søværnet ikke endnu har kunnet oprette noget, der kunne sikkert kaldes for en fælles ”firmakultur”[117]. Dog vurderes der, at det er alt for tidligt at udtale sig endeligt om Estlands egen officersgrunduddannelse og den næste videregående uddannelse, fordi den første ikke er startet endnu og den anden lige er startet.

 Delkonklusion om uddannelsen af officerer i søværnet:

Det konkluderes, at der er gode forudsætninger til stede, at søværnet kunne begynde at udvikle et officerskorps, der har netop den uddannelse, de holdninger osv., der kræves af ledere i det estiske søværn og i det estiske forsvar generelt.

Analyse af Hjemmeværnets organisation, struktur og opgaver:

I efterfølgende analyseres der for Hjemmeværnets organisation, struktur og opgaver, der er blevet pålagt med Hjemmeværnsloven, Forsvarsstrategien 2005-2010 og Forsvarsforliget 2004-2010, samt for Hjemmeværnets rolle i totalforsvaret, herunder i den maritime komponent.

I mellemkrigsårene var Hjemmeværnet opdelt mellem land- og maritime komponenter (for eksempel ligesom i Danmark i dag), som ikke er tilfældet i dag. Hjemmeværnet i dag er ikke fordelt mellem land-, sø- og luftkomponenter, som for eksempel Forsvaret eller som det var i mellemkrigsårene. Der findes heller ikke nogen specifikke bestemmelser, der giver rammer for en maritim komponent inden for Hjemmeværnet.

 Hjemmeværnet er opbygget efter medlemmernes frivillighedsprincip, og hvorunder der vurderes, i genopbygningsfasen i starten af 1990-ne spillede de enkelte medlemmers personlig initiativ, entusiasme og måske en i bakspejlet vurderet for store forventninger for den genoprettede organisation en stor rolle[118]. Derfor findes der intet mærkeligt i, at de enkeltborgere, der havde i deres hverdagsliv enten en nær tilknytning til søfarten eller som fandt sig interesserede om det almene maritime miljø, og som ville gøre noget, der kunne kaldes i den daglige tale for en god gerning for fædrelandet, viste i begyndelsen af 1990-ne initiativet og genstiftede de maritime dele af Hjemmeværnet, som der fandtes før den sovjetiske okkupation i 1940.

 Hjemmeværnslov fastsætter, at Hjemmeværnets opgave er gennem fri vilje og egen initiativ at forstærke befolkningens beredskab til at forsvare Estlands selvstændighed og grundlovmæssig orden. Det vurderes værende Hjemmeværnets primære mål, fordi dets medlemskab består af frivillige borgere, som ikke får nogen økonomisk belønning for deres deltagelse i statens forsvar. Der vurderes yderligere, at sådan et mål for Hjemmeværnets virke er i overensstemmelse med Lov om statens forsvar i fredstiden og med Forsvarsstrategi 2001-2004.

Forsvarsforlig 2004-2010 omfatter ikke Hjemmeværnet som en del af de rammer, som det giver for forsvarsstyrkerne. Forsvarsforlig nævner kun, at Forsvarschefen bestemmer, hvilke af Hjemmeværnet uddannede dele skal indgå i Forsvarets operative struktur. Som det fremgår af Forsvarsforliget, så skal Hjemmeværnet uddanne sit personel til både Forsvarets egen operative struktur og til deltagelse i internationale missioner. Hos Hjemmeværnets personel er der ikke enighed om de nye af den i kraftværende Forsvarsstrategi pålagte opgaver, som efter deres mening undervurderer Hjemmeværnets oprindelige rolle – det som der blev ovenpå analyseret for værende Hjemmeværnets mål – at forstærke befolkningens forsvarsberedskab[119].

 Der vurderes, at selvom der ikke findes nogen nærmere retningslinjer i lovgivningen, der vedrører Hjemmeværnets maritime komponent, eller måske er det bedre at kalde det for nogen tænkelige ambitioner på det område, er der heller ikke noget i lovgivningen, der modsiger sådanne ambitioners ulovlighed. Der vurderes, at Hjemmeværnets mål kan betragtes værende rimeligt universelt, for at kunne tænkes også at dække det maritime.

Der vurderes, at grunden til, hvorfor har man genstiftet ikke kun Marineflotillen, men også Indre vandvejs flotille, må kunne være følgende argument, i mellemkrigsårene havde Forsvaret, herunder søværnet, også ansvar overfor maritime operationer og maritimt forsvar i de indre vandveje. Som der er redegjort for, havde daværende Hjemmeværnets maritime komponent også veldefinerede opgaver, der vurderes ikke at være i modstrid med nuværende Hjemmeværns primære mål for tilstedeværelsen.

Marineflotille, som er placeret under Tallinns hjemmeværnsdistrikt, har ikke nogen skibe eller andet materiel, og dens interne organisationsstruktur adskiller sig ikke fra de øvrige hjemmeværnsenheder, der ikke har nogen ambitioner på det maritime område. Derfor vurderes der, at da hverken Marineflotillens nuværende struktur eller opgaver har nogen relevans i forhold til det maritime, kan den ikke betragtes at høre med til totalforsvarets maritime komponent. Angående Indre vandvejs flotille er vurderingen den samme, som der blev beskrevet for Marineflotillen.

 Der vurderes, at selvom de to Hjemmeværnets enheder, der har ambitioner at være medvirkende som selvstændige aktører på det maritime miljø, ikke har i øjeblikket nogen struktur eller opgaver, der giver dem hjemmel til at være med, kan det ikke udelukkes, med gode vilje kan man på basis af Hjemmeværnsloven videreudvikle nogle retningslinjer, der giver dem en veldefineret rolle i den militære del af totalforsvaret, hvor de lige nu ikke understøtter dets maritime komponent. Dog kunne der tænkes at opstå problemer vedrørende Indre vandvejs flotilles ansvarsområder, fordi nutidens Forsvarets maritime komponent ikke har et veldefineret ansvar overfor de indre vandveje, men der vurderes ikke at være et betydeligt problem set i lyset af formålet med statens forsvar og derefter totalforsvarsprincippet, som forpligter staten til at udnytte alle sine ressourcer for at forsvare sig.

Der vurderes, at beslutningen om, hvorvidt Hjemmeværnet bør have sin egen flåde, som det er tilfældet for eksempel i Danmark eller i Norge, skal ses i sammenhæng med den nuværende mangfoldighed af statslige flåder, og der kunne ikke udelukkes, at den tænkelige maritime komponent kunne i stedet for en umiddelbar (sejlende) sømilitær rolle, anvendes med fordel i forbindelse med nogle andre, landbaserede støttende roller, som for eksempel beskyttelse af havne, der har en strategisk betydning i forbindelse med Host Nation Support.

Der vurderes, at det ikke kan udelukkes, at Hjemmeværnet allerede har nogen nærmere retningslinjer for sin medvirke i totalforsvarets maritime komponent, der er blevet nærmere beskrevet i Operativplanen, men der er noget, som man ikke kan udtale sig om i rammerne af denne opgave.

Delkonklusion om Hjemmeværnets organisation, struktur og opgaver:

Der konkluderes, at da Hjemmeværnet ikke har jævnført den nuværende lovgivning og struktur ikke nogen specifikke maritimt relaterede opgaver, kan dets enheder ikke betragtes værende en del af totalforsvarets maritime komponent.

Der konkluderes, at selvom nuværende lovgivning ikke giver nogen veldefinerede rammer for Hjemmeværnets maritime komponent, kan det ikke udelukkes, at man kan udarbejde sådan retningslinjer senere, hvis der kommer nogen mere klare forordninger fra den politiske og militære ledelse.

Der konkluderes, at ligesom der tidligere blev konkluderet i forbindelse med søværnet, at i tilfældet, hvis der allerede findes nogle nærmere retningslinjer i Operativplanen for Hjemmeværnets deltagelse i totalforsvarets maritime komponent, så burde man overveje at frigive i hvert fald de generelle retningslinjer for Hjemmeværnets virke, for at undgå for eksempel befolkningens tænkelige fejlvurdering af Hjemmeværnets rolle.

Der konkluderes, at Hjemmeværnets maritime komponents opgaver fra mellemkrigsårene kunne være et godt udgangspunkt i forbindelse med en tænkelig udarbejdelse af opgaver til den del af Hjemmeværnet, der har ambitioner for at deltage i totalforsvarets maritime område.

Analyse af uddannelsen af officerer i Hjemmeværnet:

Der vurderes, at ingen af officerer i Hjemmeværnet har en sømilitær uddannelse bare af den skyld, at der ikke har været nogen reserveofficersuddannelse for søofficerer. Der findes nogle reserveofficerer, som har været reservister i den sovjetiske flåde. Dog har mange medlemmer i Marineflotillen en civil søfartsuddannelse. Der vurderes, at under nuværende forhold, hvor der blev analyseret for, at Hjemmeværnet ikke indgår i totalforsvarets maritime komponent, har hjemmeværnsofficerers manglende sømilitær reservistuddannelse ikke en betydning i forhold de pålagte opgaver. Der vurderes, at de hjemmeværnsofficerer, der allerede bærer søværnets uniform og som har for eksempel en baggrund som tidligere sovjetiske reserveofficerer, ikke kan betragtes værende reserveofficerer i den estiske flådes forstand, fordi de ikke har nogen tilsvarende uddannelsesmæssige forudsætninger. Dog kan det ikke udelukkes, at de kan efter en tilsvarende efteruddannelse omskoles til at være reserveofficerer i det estiske søværn.

Det kunne tænkes, at hvis Hjemmeværnet skulle få på tidspunkt visse veldefinerede sømilitært relaterede opgaver, så ville en tilsvarende uddannelse være påkrævet.

Delkonklusion om uddannelsen af officerer i Hjemmeværnet:

Der konkluderes, at selvom Hjemmeværnet ikke har i øjeblikket reelle reserveofficerer, hvis uddannelsesmæssige baggrund er i overensstemmelse med de krav, der svarer til de nutidige sømilitære betingelser, kan det ikke udelukkes, at man kunne oprette et reserveofficerskorps for søværnet, på basis af Hjemmeværnet.

Analyse af Grænsevagtsvæsenets organisation, struktur og opgaver:

I efterfølgende analyseres der for Grænsevagtsvæsenets maritime komponents organisation, struktur og opgaver, der er blevet pålagt med lovgivningen vedrørende Grænsevagtvæsenets civile opgaver, Forsvarsforliget 2004-2010, samt for dets rolle i totalforsvaret, herunder i den maritime komponent.

 Der vurderes, at selvom Grænsevagtsvæsenet jævnført Forsvarsforliget ikke i tidsrummet fra 2004 til 2010 indgår i forsvarsstyrkernes hverken operative eller uddannelses- og administrative komponent, forbliver den stadig en del af forsvarsstyrker.

Der vurderes, at Grænsevagtsvæsenets civile opgaver er veldefinerede, men at de ikke har en relevans i henhold til denne opgave.

Da Forsvarsforliget forordner den militære del af statens forsvar og deraf følgende opgaver, og giver ikke nogen retningslinjer, der kunne betragtes værende tilstrækkelige for, hvad den ikke militære del af statens forsvar skal kunne løse, vurderes der, at de kun må være opgaver vedrørende Host Nation Support. Retningslinjer for udviklingen af Grænsevagtsvæsenet nævner, at der ikke findes nogen direkte forsvarsmæssige opgaver indenfor den tidsramme, men der er alligevel opgaver vedrørende støtte til forsvaret: rednings- og søgningsoperationer for Forsvaret, assistance i forbindelse med HNS og at samle og videregive søovervågningsbilledet til støtte af Forsvarets opgaver. Dette bekræftes også af Grænsevagtsvæsenets grænsesikkerhedsafdeling, som nævner opgaver jævnført Host Nation Support koncept værende de eneste, der har en relevans i henhold til statens forsvar[120]. Jævnført de opgaver, der vedrører støtte til udførelse af Host Nation Support, kan der dog tænkes at opstå en tvivl om, hvor effektiv vil være grænseflådens indsats, hvis deres skibe ikke må stoppe krigsskibe, medmindre der opstår en umiddelbar væbnet konflikt. Ifølge Estlands HNS konception fra 2003 er de primære opgaver forbundet med forsvaret af den væsentlige infrastruktur og de væsentlige forbindelseslinjer, samt søredning og – søgning og miljøbekæmpelse.

  Fra og med den 1.07.2007 bliver Grænsevagtsvæsenets hidtil selvstændige maritime komponent afskaffet og dens opgaver bliver fordelt mellem forskellige grænsevagtsdistrikter med hovedvægt på Nord-distriktet. Det vurderes, at det kan ikke med sikkerhed udtales om, hvorvidt den ny struktur af den maritime komponent kunne være en forhindring med hensyn til en mulig deltagelse i totalforsvaret. Grænsevagtsvæsenets grænsesikkerhedsafdeling vurderer, at strukturen i sig selv burde ikke være en hindring for deltagelsen[121] og jeg tilslutter mig med den vurdering. Dog vurderes det at fremgå ikke tydeligt, hvordan kommer søovervågning centerets separat placering i forhold til søværnet til at påvirke videregivelse af billedet til Forsvarets brug, og hvem leder i krigstiden søovervågningen – søværnet eller Grænsevagtsvæsenet.

Der nævnes i Retningslinjer for udvikling af Grænsevagtsvæsenet, at væsenets personel ikke indgår i Forsvarets reserve. Derfor vurderes der, at Grænsevagtsvæsenets struktur i krise og i krigstiden ikke vil blive forandret i forhold til fredstidlige. Der vurderes yderligere, at der ikke kan tænkes, at der gælder nogen specielle regler vedrørende den maritime komponent.

Delkonklusion om Grænsevagtsvæsenets organisation, struktur og opgaver:

Der konkluderes, at selvom der fra 1.07.2007 afskaffes en selvstændig maritim komponent i Grænsevagtsvæsenet, ville den ny struktur ikke være en betydelig forhindring for at væsenet kunne løse sine opgaver vedrørende den civile del af totalforsvaret. Der konkluderes, at det ikke er ensbetydende klart, hvilken myndighed skal lede søovervågningen udenfor fredstiden. Der konkluderes, at Grænsevagtsvæsenets bemyndigelse i henhold til at ikke kunne stoppe krigsskibe, ville være en retsmæssig forhindring med henblik på, hvor effektiv vil Grænsevagtens egentlig indsats være under Host Nation Support støttende operationer, medmindre der gælder nogen andre regler for grænsevagtsskibe i tilfælde af krig, og som har ikke været tilgængelige.

Analyse af uddannelsen af officerer i Grænsevagtsvæsenet:

Der vurderes, at en sammenlægning af grænsevagtsofficerers uddannelse kunne tænkes at være medvirkende til, at især den sejlende personels generelle maritimt relaterede færdigheder kunne falde til et lavere niveau i forhold til det nuværende. Dog har det ikke været muligt at finde pålidelige og tilstrækkelige kilder, for at kunne bevise, hvorvidt det ville blive et reelt problem eller ej. Da Grænsevagtsvæsenet ikke indgår i det tidsrum, der er gældende for det nuværende Forsvarsforlig, i forsvarsstyrkers hverken operative eller uddannelses- og administrative struktur, vurderes der, at Grænsevagtsvæsenets personel ikke er forpligtet til at gennemføre militær uddannelse. Dog vurderes der, at det er af betydning at understrege, at Grænsevagtsvæsenet forbliver i forsvarsstyrkerne og i hvis der skulle komme en mulig ændring angående væsenets generelle rolle i deltagelsen af totalforsvaret med en fremtidig forsvarsmæssige forordning, så ville der opstå ingen et behov for militær uddannelse.

Mangel på en målrettet sømilitær uddannelse, for eksempel militær kommunikationsuddannelse, især hos officerer blandt den sejlende personel vurderes til at være en hindring i deres effektive samarbejde med søværnet og de allierede sømilitære styrker i tilfælde af deltagelse i totalforsvaret i forbindelse med Host Nation Support relaterede operationer.

Delkonklusion om uddannelse af officerer i Grænsevagtsvæsenet:

Der konkluderes, at især en mangel på en sømilitær uddannelse hos officerer i sejlende tjeneste vil være medvirkende til at Grænsevagtsvæsenets deltagelse i totalforsvaret bliver ikke tilstrækkeligt effektiv. Der konkluderes, at hvis man ønsker at sikre Grænsevagtsvæsenets sejlende enheders effektiv indsats i forbindelse med deres medvirke i totalforsvarets maritime komponent, burde man overveje at sikre en målrettet sømilitær uddannelse især hos officerer.

Analyse af Søfarts- og farvandsvæsenets organisation, struktur og opgaver:

I efterfølgende analyseres der for Søfarts- og farvandsvæsenets organisation, struktur og opgaver, der er blevet pålagt med lovgivningen vedrørende væsenets opgaver, samt for dets rolle i totalforsvaret, herunder i den maritime komponent.

Der vurderes, at Søfarts- og farvandsvæsenets struktur er egnet til at kunne løse de forskellige opgaver, som væsenet skal kunne løse. Der findes skibe til forskellige formål, som vurderes til at kunne løse de pålagte opgaver. Der vurderes, at det fremgår ikke tydeligt, hvordan kommer Vessel Traffic Service søovervågning centerets separat placering i forhold til søværnet til at påvirke videregivelse af billedet til Forsvarets brug.

 Der vurderes, at Søfarts- og farvandsstyrelses opgaver vedrører primært fredstidlige opgaver og findes til at være mest veldefinerede blandt de aktører, som der figurerer i denne opgave. Der vurderes, at en årsag hertil kunne tænkes at være faktum, at der anvendes IMO 9001:2 000 Quality Management System til ledelse af organisationen. Der vurderes dog, at de civilt relaterede opgaver ikke har en klar relevans i forhold til denne opgave.

Der vurderes, at de opgaver, der vedrører Søfarts- og farvandsvæsenets deltagelse i totalforsvarets maritime komponent er veldefinerede og at væsenets øvrige struktur støtter opgavernes udførsel.

Der vurderes, at opgaver vedrørende totalforsvarets maritime komponent, ikke omfatter Søfarts- og farvandsvæsenets skibe. Der vurderes, at en fremtidig præcisering angående anvendelse af væsenets skibe i forbindelse med deres deltagelse i totalforsvarsmodellen, kunne være en fordel.

Delkonklusion om Søfarts- og farvandsvæsenets opgaver:

Det konkluderes, at Søfarts- og farvandsvæsenets opgaver i forbindelse støtte til totalforsvarets maritime komponent er veldefinerede og klare. Der konkluderes, at igennem en præcisering af opgaver, der omhandler anvendelse af væsenets skibe i forbindelse med deres tænkelige deltagelse i totalforsvaret, ville være gavnlig og gøre anvendelsen mere effektiv. Der konkluderes, at henhold til Forsvarets øverstbefalendes bemyndigelse om at pålægge forsvarsmæssige forpligtelser i krigstiden, kan det ikke udelukkes, at selvom der ikke findes nogen nærmere instruks om skibenes anvendelse, at de ordres under Forsvarets ledelse, hvis der skulle opstå et tilsvarende behov.

Analyse af uddannelsen af skibsofficerer i Søfarts- og farvandsvæsenet:

Det vurderes, at uddannelse af skibsofficerer er tilstrækkelig, til at væsenet kunne løse sine opgaver både i fredstid og i krig. Dog kunne det være en fordel, hvis skibsofficer fra kunne for eksempel militære kommunikationsprocedurer, for at være i stand til at kommunikere med søværnets og allierede søværns enheder, hvis der skulle opstå behov for ikke at anvende de almindelige åbne kommunikationsmetoder.

Delkonklusion om uddannelsen af skibsofficerer i Søfarts- og farvandsvæsenet:

Det konkluderes, at selvom der ikke findes nogen krav for skibsofficerers sømilitære uddannelse, kunne det være en fordel, hvis de havde en målrettet sømilitær uddannelse, for at derigennem yde en mere effektiv indsats i deres virke i totalforsvaret.

KONKLUSION

På baggrund af en redegørelse, analyse og delkonklusioner af totalforsvaret samt myndighederne søværnet, Hjemmeværnet, Grænsevagtsvæsenet, Søfarts- og farvandsvæsenets roller i totalforsvaret, udarbejdes der en samlende konklusion, der vil besvare problemformuleringen og de i indledningen nævnte understøttende spørgsmål.

Estlands nuværende totalforsvarsmodel består af militære og en civil aktører, og på basis af de opgaver, som de forskellige aktører har i henhold til deltagelse i totalforsvaret, konkluderer jeg, at totalforsvarets primære formål er specifikt at kunne bekæmpe militære kriser, angreb eller trusler. Kriser, angreb eller trusler af en anden karakter omfattes ikke af totalforsvarsmodellen. Den militære del består af Forsvaret, Hjemmeværnet og Indenrigsministeriets bevæbnede styrker. De egentlige aktører i totalforsvarets maritime komponent er søværnet, Grænsevagtens skibe og søovervågningscenteret, samt Søfarts- og farvandsvæsenets Vessel Traffic Service.

Der konkluderes, at de egentlige maritime aktørers opgaver vedrørende deres deltagelse i totalforsvaret er som følger:

• Søværnet: udfører MCM operationer for at sikre ankomsten af allierede styrker.
• Grænsevagtsvæsenet: støtter ankomsten af allierede styrker fra søsiden, og udfører andre støtteoperationer vedrørende Host Nation Support, herunder udfører SAR og miljøbekæmpelse.
• Søfarts- og farvandsvæsenet: koordinerer ankomsten af allierede styrker fra søsiden og videregiver søovervågningsbilledet til Forsvarets brug.

De civile aktørers militært relaterede opgaver er rettet imod deres støtte til eller deltagelse i Host Nation Support operationer, hvor landet skal modtage allierede NATO styrker, der forventes at komme og kæmpe for Estlands selvstændighed, uafhængighed og nationens overlevelse. De militære aktørers civilt relaterede opgaver regnes ikke at være en del af totalforsvaret. Der konkluderes, at Hjemmeværnets lokalenheder, der er blevet genoprettet efter principper fra Hjemmeværnets organisation i mellemkrigsårene, ikke har en tilsvarende struktur, opgaver eller officerers uddannelse, for at kunne blive betragtet at værende en del af den nuværende totalforsvars maritime komponent. Der konkluderes, at Søfarts- og farvandsvæsenets skibe kan heller ikke kunne betragtes som aktive aktører i totalforsvarets maritime komponent på grund af mangel af tilsvarende opgaver.

Det forbliver uklart, hvad består søværnets egentlige rolle i totalforsvarets maritime komponent af. Der konkluderes, at tvivlen derom kan dels skyldes af de forholdsvis uklare forordninger, som er udarbejdet af Forsvarsministeriet.

Ikke fyldestgørende offentlige oplysninger om statslige maritime myndigheders deltagelse i totalforsvaret, og udspredning af modstridende informationer fra statslige myndigheder kan være medvirkende til, at både befolkningen og heller ikke myndigheder selv kan overskue deres roller i statens forsvar.

 VURDERING

Jeg har konkluderet, at totalforsvarets maritime komponents aktører ikke er velrustede til at kunne løse sine opgaver på en bedst tænkelig måde. Mangelfulde og modstridende vejledninger/retningslinjer, ikke tilfredsstillende kommunikation med omverden og mangel af målrettet militær uddannelse er de hovedkilder, som jeg betragter at være forhindringer til opnåelse af det mål, som der er stillet med statens forsvar og totalforsvarsprincippet.

Jeg vurderer mine konklusioner er rimelig troværdige. Der findes et fortroligt dokument, Operativplanen, som jeg ikke har haft adgang til, og som kunne tænkes at have indflydelse på min konklusion. Men jeg mener ikke, at det gør min opgave utroværdig: jeg har undersøgt de væsentlige offentligt tilgængelige kilder, jeg har hentet empiri hos de forskellige aktører og jeg har også personlige kendskab til systemet. Desuden er det uden betydning for min konklusion om kommunikation og entydig information, hvad der måtte stå i den utilgængelige kilde.

PERSPEKTIVERING

Det kan ikke udelukkes, at man kan fjerne visse uoverensstemmelser fra forsvarsforordninger med de nye forsvarsforlig og forsvarsforlig, som udløber om et par år.

Hjemmeværnets fremtidlige deltagelse i komponenten ville have en positivt effekt for alle involverede parter. Jeg mener, at så længe søværnet ikke har fået tilbage sin veldefineret lederrolle i totalforsvarets maritime komponent, som det var jævnført den forrige forsvarsstrategi, vil der ikke være til stede nogen forudsætninger for de statslige flåders samlede effektive indsats i en reel situation.

Set i lyset af den kendsgerning, at Estlands ny Forsvarschef generalmajor Ants Laaneots er den samme person, der som chef for Forsvarsstaben i 1990-ne var en af fortalere til de statslige flåders sammensætning (se note 12), så kan det ikke udelukkes helt, at der kunne tænkes at ske nogle ændringer vedrørende totalforsvarets maritime komponent.

 BIBLIOGRAFI

Estlands Grundlov (Eesti Vabariigi Põhiseadus)

Lov om søfartssikkerhed (Meresõiduohutuse seadus)

Lov om statens forsvar i fredstiden (Rahuaja riigikaitse seadus)

Statsgrænselov (Riigipiiri seadus)

Hjemmeværnslov (Kaitseliidu seadus)

Lov om tjeneste i Grænsevagtsvæsenet (Piirivalveteenistuse seadus)

Grænsevagtslov (Piirivalveseadus)

Forsvarsforlig 2004-2010 (Kaitsejõudude struktuur ja arenguplaan 2010)

Forsvarsstrategi 2001-2004 (Eesti sõjalise kaitse strateegiline kava 2001)

Forsvarsstrategi 2005-2010 (Eesti sõjalise kaitse strateegiline kava 2005)

Sikkerhedspolitiske grundprincipper 2004 (Eesti Vabariigi julgeolekupoliitika alused 2004)

Forsvarets opbygning (Kaitseväe ülesehitus)

Host Nation Support konception (Eesti kui vastuvõtva riigi toetuse kontseptsioon)

Hjemmeværnets deltagelse til støtte for Grænsevagten (Kaitseliidu osalemine piirivalve abistamisel)

Hjemmeværnets opbygning og placering (Kaitseliidu struktuur ja paiknemine)

Retningslinjer for udvikling af Grænsevagtsvæsenet 2007 (2008) (Piirivalve arengusuunad aastani 2007 (2008))

Grænsevagtsvæsenets grundordning (Piirivalveameti põhimäärus)

Grænsevagtsvæsenets Nord-distrikts grundordning (Põhja piirivalvepiirkonna põhimäärus)

Søfarts- og farvandsvæsenets grundordning (Veeteede Ameti põhimäärus)

Jane’s Fighting Ships 2006 – 2007, London 2006

Kaitse Kodu (Hjemmeværnsblad)

Meremees (Estlands maritime fagblad)

Postimees (en af Estlands ledende aviser, dagblad)

Estlands skibsregisters årsrapport 2006 (Eesti laevaregistrite 2006 a. aruanne)

VTS grundforordning (Veeteede Ameti laevaliikluse korraldamise osakonna põhimäärus)

Professionsbeskrivelse: Grænsevagtsofficer (Kutsestandard: Piirivalveametnik IV & V)

Professionsbeskrivelse: Skibsfører (Kutsestandard: Laevajuht I-IV)

Professionsbeskrivelse: Maskinmester (Kutsestandard: Laevamehaanik I-IV)

Professionsbeskrivelse: Søofficer (Kutsestandard: Mereväeohvitser III)

Koalitionsaftale mellem regeringspartier (Kolme erakonna koalitsioonilepingu tekst)

World Economic Forum rapport

E-mail fra Hannes Vask, jurist i Søfarts- og farvandsvæsenet. Dateret 6.3.2007.

E-mail fra kommandørkaptajn Ervin Piikmann, souschef for Grænsevagtsvæsenets grænsesikkerhedsafdeling. Dateret 23.3.2007.

E-mail fra løjtnant af reserven Alo Tamm, bestyrelsesmedlem for Hjemmeværnets Marineflotille. Dateret 16.4.2007.

Resume af telefonsamtalen med orlogskaptajn Peeter Ivask, chef for Søværnsstabens operative afdeling. Dateret 20.4.2007.

 Hjemmesider:

Riigi Teataja (RT, Statstiderne) www.riigitetataja.ee

RT er den estiske stats officielle publikation, stiftet i 1918 og udgives af Statskancelli. Siden 1996 er de i RT publicerede dokumenter elektronisk tilgængelige på Internettet. Fra den 1.06.2002 udgives RT udover den traditionelle papirudgave også som officiel elektronisk udgave på Internettet. Den elektroniske version udgives samtidigt med papirudgaven. Teksterne i de trykte og i den elektroniske RT er retsligt set ligeværdige. Siden den 1.01.2007 er RT den primære officielle publikation; på papir udgives der kun fem kontroleksemplarer.

Baltic Defence College www.bdcol.ee

Eesti Loots www.loots.ee

Estonica www.estonica.ee

Forsvarsministeriet (Kaitseministeerium) www.mod.gov.ee

Hjemmeværnet (Kaitseliit) www.kaitseliit.ee

Indenrigsministeriet (Siseministeerium) www.siseministeerium.ee

Grænsevagtsvæsnet (Piirivalveamet) www.pv.ee

Grænsevagtens Flyvertjeneste (Piirivalve Lennusalk) www.lennusalk.ee

Professionsstyrelse (Kutsekoda) www.kutsekoda.ee

Politivæsenet (Politseiamet) www.politsei.ee

Postimees www.postimees.ee

Søfartsakademi (Eesti Mereakadeemia) www.emara.ee

Søfarts- og farvandsvæsnet (Veeteede Amet) www.vta.ee

Søværnet (Merevägi) www.navy.ee

Tallink Group www.tallink.com

World Economic Forum www.weforum.ee

Kilde: Internet

---